Hurtig hjælp døgnet rundt i hele regionen

Af Jens Ravn, formand for Præhospitalt Udvalg i Region Sjælland

Regionsrådet besluttede i maj 2010 at udbygge antallet af døgndækkede akutbiler som erstatning for lægebilerne i Region Sjællands akutberedskab. Beslutningen har mødt stor modstand fra specielt lægerne, som i dag kører disse lægebiler, og mange borgere har på baggrund heraf stillet spørgsmålstegn ved beslutningen. Derfor vil jeg som formand for regionens Præhospitale Udvalg gerne begrunde beslutningen, og forhåbentlig gøre regionens borgere trygge ved vores beslutning.

Lægebilerne blev indført i amternes tid. Da bilerne i sin tid blev indført skete på baggrund af et politisk ønske – ikke på baggrund af en sundhedsfaglig begrundelse. Bilerne har aldrig dækket hele regionen, og bilerne er placeret så de kun kan nå et fåtal af regionens borgere inden for 15 minutter.

Regionsrådet besluttede i 2009 at se nærmere på det akutte område med henblik på at optimere mulighederne for at nå ud til alle syge og tilskadekomne borgere inden for en rimelig tid. Der blev igangsat et stort analysearbejde med deltagelse af læger og eksperter på området. Arbejdet mundede ud i en række anbefalinger som blev videregivet til det politiske niveau.

Det blev anbefalet at bemande regionens akutbiler med paramedicinere, og samtidig øge antallet af døgnbemandede akutbiler og ambulancer med paramedicinere fra 2 til 16 biler. Det er rigtig mange, og vil fremover betyde at de fleste af regionens borgere – også i udkantsområderne – vil kunne få hjælp af en paramediciner inden for 15 min. Paramedicinere er veluddannede og de har stor erfaring. De er ikke læger, men de kan foretage avanceret genoplivning, og så bliver det frem for alt muligt fremover at komme meget hurtigt frem til akut syge og tilskadekomne patienter.

Man vil umiddelbart tænke, at det, udover akutbilerne, vil have stor effekt med lægebiler på landevejene. Men en sådan effekt er aldrig påvist entydigt i Danmark eller i udlandet. Det er meget dyrt at drive lægebiler, og når effekten tilmed ikke er påviselig, må man som politikere vurdere, hvordan sundhedsvæsenets knappe ressourcer skal bruges.

Regionsrådet i Region Sjælland har med Sundhedsstyrelsens opbakning valgt at lave en plan som betyder, at der nu placeres 16 døgndækkede akutbiler og ambulancer rundt om i regionen. Det betyder, at borgerne kan få hurtig og meget kvalificeret hjælp døgnet rundt, i modsætning til i dag, hvor lægebilerne kun kører i begrænsede dele af regionen og kun kører mellem kl. 8 og 23. Jeg er som formand for det udvalg, som har arbejdet med beslutningen fuldstændig overbevist om, at regionens borgere i fremtiden vil opleve en hurtig og meget kvalificeret hjælp, hvis de skulle få brug for det.

Vi skal have skabt en bedre sammenhæng mellem lægevagt skadeklinikker og akutbiler/lægebiler i Region Sjælland. Som det er i dag er der ikke noget direkte samarbejde mellem regionens skadeklinikker og lægevagten. Det betyder at regionens borgere kan risikere at skulle henvende sig først på skadeklinikken, og derefter selv må ringe til lægevagt hvis skadeklinikken vurdere at de bør tilses af en læge. Det er bestemt ikke optimalt for borgerne, og det er heller ikke nogen effektiv måde at bruge resurserne på. Vi skal have skabt en naturlig sammenhæng mellem lægevagt, skadeklinik og akutbil/lægebil så vi på den måde får en bedre udnyttelse af de meget dygtige akut -sygeplejesker der i dag sidder på vores skadeklinikker og de ofte højt specialiserede reddere der i dag bemander akutbilerne. Især i regionens yderområder er der behov for at vi i forbindelse med den evaluering af lægevagten der er i gang netop nu, prøver at tænke anderledes. I den sidste ende handler det om at vi udnytter de resurser der allerede er til stede, til at skabe et mere smidigt system og en større tryghed for borgerne.

På det sidste regionsrådsmøde sagde vi ja tak til en donation fra Tryg Fonden på 50 mill. kr. der giver mulighed for at lave en forsøgsordning med lægehelikopter.

Forsøgsordningen skal etableres i samarbejde med Region Hovedstaden, og skal løbe over 1½ år.

Jeg synes det er spændende at vi nu får mulighed for at afprøve mulighederne i en lægehelikopter, så vi kan se hvad den kan, og hvad der måske er lige så vigtigt, hvad den ikke kan.

Jeg har en klar forventning til at vi, med en lægehelikopter, kan styrke akutberedskabet i regionens yderområder. Det betyder at vi kan få hjælpen hurtigere frem ved alvorlige ulykker eller sygdom. Det betyder også at vi ikke bare kan få patienterne fra regionens yderområder hurtigere frem til et hospital, men også at behandlingen kan starte allerede i helikopteren.

Men – det er også vigtigt at holde fast i at en helikopter ikke skal være en erstatning for hverken akutbil eller ambulance. Den tryghed der ligger i en hurtig og effektiv indsats fra akutbilen og et velfungerende ambulanceberedskab, kan ikke erstattes af selv den mest effektive lægehelikopter.

Rigtig anvendt kan en lægehelikopter være et godt supplement til vores akutberedskab, og jeg glæder mig til at se hvad vi kan lære af forsøget. Et velfungerende akutberedskab er stadig en af forudsætningerne for udvikling og bosætning i regionens mere tyndt befolkede områder.

Der har på det sidste været en del fokus på lægevagten på Møn. I forbindelse med den nye lægevagtsordning, der startede i maj sidste år, var en af forbedringerne, at man ikke mere behøvede at køre til Vordingborg for at komme til en lægevagtskonsultation, men at det kunne ske på sundhedscentret i Stege.

Det har for mig været vigtigt at vi har fået denne forbedring af lægevagten. Derfor er det også ekstra ærgerligt når det nu viser sig at det endnu ikke er kommet til at virke som det var tanken, og at alt for mange stadig bliver sendt til Vordingborg. Det har hele tiden været tanken at ordningen skulle evalueres efter et år, altså i maj måned. Med de meldinger der er kommet indtil nu, mener jeg vi skal tage fat på problemet med det samme.

En af de ting vi kan gøre, er at sætte faste tidspunkter, hvor den kørende lægevagt kommer forbi. På den måde ved den visiterende læge hvornår han kan sætte patienter til, og det bliver ikke lige så fristende bare at sende dem til Vordingborg. Det vil måske også være med til at vænne visitator til at der er et nyt konsultationssted i Stege.

Til gengæld kan jeg godt blive lidt nervøs, når jeg hører nogle af mine regionsråds kolleger sige at det kun kan gå for langsomt med at finde en løsning. Der er måske også behov for at vi husker at tænke os om, så vi finder en løsning der er holdbar, både for de praktiserende læger der kører lægevagten, og for de borgere på Møn, der får brug for lægevagten, og som ikke har lyst til, eller mulighed for, at køre til Vordingborg med et sygt barn, eller hvis man selv er syg.

En velfungerende lægevagt er en meget væsentlig del af vores sundhedsberedskab, og her er tilgængelighed vigtig. Vi skal også på Møn have en lægevagt inden for en rimelig afstand.

Jeg bliver indimellem spurgt om jeg tror regionerne har en fremtid. – Dertil kan jeg svare et helt klart ja.

For det første mener jeg ikke man kan arbejde seriøst med noget hvis man ikke tror på det. Hvis vi som regionspolitikere skal løse vores opgave, er det nødvendigt at vi ved hvad vi vil med regionen, og i hvilken retning vi skal arbejde. Det kan man kun gøre på en troværdig måde hvis man tror på berettigelsen af det man arbejder med. For det andet har jeg svært ved at se at vi kan motivere vores medarbejdere til at yde deres bedste, hvis vi melder ud at vi ikke tror på det de arbejder med. Vi skal som regionspolitikere bakke vores medarbejdere op, det gør vi ikke ved hele tiden at stille spørgsmålstegn ved om vi nu også er de bedste til at løse opgaven.For mig er der ingen tvivl, – de opgaver vi løser kunne man ikke løse ude i kommunerne, og det vil være et klart tab af nærhed hvis opgaverne blev samlet i København. Vi har som regionspolitikere meget mere føling med hvad der sker ude i lokalområderne end man har på Christiansborg.

Hvis vi skal sikre en harmonisk udvikling i Region Sjælland, skal der en særlig fokus på udviklingen i regionens yderområder.Der skal for det første sikres en god tilgængelighed. Det skal være nemt at komme, – også til regionens yderområder, både med offentlig trafik, og i egen bil. Mange af de mennesker der vælger at bosætte sig i yderområderne, vil være nødt til at pendle ret langt på arbejde. Vi skal sikre at det kan lade sig gøre inden for en, efter forholdene, rimelig tid.

Anne Meiniche`s “To kaffe og en staveplade” var en af de bøger jeg havde taget med på sommerferie, det var et godt valg. Anne Meiniche giver på baggrund af en ulykke der var meget tæt på at koste hende selv livet, og hendes datter førligheden, en beskrivelse af det danske sundhedsvæsen set indefra. Det er en meget lærerig, og meget sober beskrivelse, hvor hun beskriver det pres en normal dansk familie udsættes for, når ulykken sker. Det er en unik og selvoplevet indsigt i det danske hospitalssystems mangler, men også om et engagement blandt læger og plejepersonale der bogstavelig talt gør forskellen på liv og død.Det er en rigtig god bog, som ud over at den er velskrevet, også er med til at sætte nogle tanker i gang. Den understreger at det i høj grad drejer sig om mennesker, hvis vi skal give sundhedsvæsnet et løft, men den peger også på nogle helt konkrete rutiner der nok kunne trænge til et eftersyn.