Lægevagtordningen til tælling?
I Ringsted er der stigende utilfredshed med det forsøg der kører med lægevagten. Flere og flere finder det utrygt at det er meget svært at overbevise en læge om at køre til Ringsted. Der er åbenbart for langt for en læge at køre. Til gengæld holder lægerne sig ikke tilbage for at forlange et en enlig mor med et sygt barn, “bare” kan spørge naboen om hjælp til transport. Midt om natten. Der er også eksemplet med en familie der henvender sig til lægevagten, kører 30 km, får penicillin til barnet, og besked om at komme igen hvis det ikke virker. Det er ikke tryghed at køre 2 x 30 km, med et barn der har 40 grader feber, blot for at få den korte besked. Og det er da slet ikke tillidsvækkende at vide at hvis barnet bliver endnu mere sygt, skal man bare tage turen igen. I frost, sne og tåge. Så god er vejen mellem Ringsted og Næstved heller ikke. Man risikerer jo at barnet bliver mere sygt, blot af transporten.
Derfor er det også betryggende at forsøgsordningen skal evalueres efter et år. Det vil sige til marts i år. Når den evaluering foretages, forventer jeg at se tal for aktiviterne før og efter forsøgsordningen. Tal der fortæller hvor patienterne kommer fra, og hvor de blev henvist til. Hvor mange der ringede til lægevagterne, hvilke byer de ringede fra, og hvor mange af dem der fik personlig betjening, og hvor mange der opgav at køre over 30 km til den nærmeste ledige lægevagt. Uden disse oplysninger, og andre supplerende oplysninger, kan vi naturligvis ikke tage stilling til graden af succes.


